I midten af april 2016 lakkede den europæiske skisæson for alvor mod enden. Sneen blev efterhånden til en kontinuerlig ”slush ice” i bunden af pisterne, og det grønne østrigske landskab begyndte at vise sig. Skistøvlerne og skistavene blev erstattet med vandrestøvler og vandrestave, mens de sidste passionerede skiløbere, som os på Snowminds Reunion Camp i april, måtte søge mod højereliggende gletschere som Kitzsteinhorn ved Kaprun. Det var en mærkelig fornemmelse, eftersom man havde tilbragt de sidste fire-fem måneder som skilærer i et koldt og vinterligt landskab. Men det var også et tegn om, at nu var det tid til at tage hjem. Tid til at erstatte de efterhånden sure skistøvler med et par luftige og behagelige sko. Tid til at erstatte den østrigske schnitzel med et godt dansk stjerneskud på rugbrød. Tid til at falde tilbage i en mere almindelig hverdag, som vi kender den. På dette tidspunkt glædede man sig selvfølgelig også til at komme tilbage til Danmark og se familien og vennerne igen.
Sæsonen sidste skiløb efter Snowminds Reunion Camp på Kitzsteinhorn gletcheren
For ikke at falde ind i en alt for romantiserende H.C. Andersen-beskrivelse af det her med at rejse, så springer vi frem til pointen: der gik lidt over én måned efter hjemkomsten til DK og pludselig sad vi tre drenge i en flyver på vej mod Johannesburg i Sydafrika. Vidste vi helt præcist, hvad vi var gået ind til? Nej. Havde vi en nogenlunde idé om, hvad vi skulle forvente? Nej. Havde vi krydset ækvator før og været i Afrika? Nej. Havde vi overhovedet en drøm, om det her? Nej, fordi hvem skulle drømme om at stå på ski i Afrika! Hvorfor sidder vi så på flyveren her? På dette tidspunkt havde vi ingen idé, men det vender vi tilbage til.
Førstehåndsindtryk af Afrika
Efter landingen blev vi modtaget af vores kontaktperson, Joe, som kørte os ud til Pilanesberg National Park nord for Johannesburg. Her skulle den stå på Safari i to dage, inden turen gik mod Afriski i Lesotho. Joe var en typisk sydafrikansk mand, som havde fundet lykken og levebrødet igennem sit private taxa-selskab, Ukanhyo Tours. Vi havde aldrig rigtig mødt sydafrikanere før, men allerede med Joe kunne man mærke, at niveauet af ”happiness” og imødekommendhed var højt. Humoren var bestemt også i orden, når han fx svarede på vores turistede spørgsmål om Sydafrikaneres kørselsvaner. Svaret lød altid ofte med et grinende smil: ”My friends, this is Africa!”.
Sydafrika er Afrikas største økonomi og med en stor råstofproduktion (bl.a. guld, diamanter og div. metaller) er landskabet ofte domineret af store områder med mineraludvending. Efterhånden som vi kom uden for storbyen Johannesburg blev landskabet dog mere autentisk i form af små landsbyer. Det var bl.a. her, at man fik en underlig fornemmelse i kroppen, når man som de eneste hvide mennesker i miles omkreds sad i en bil og blev fragtet hurtigt frem, mens de lokale sorte udenfor måtte gå lange afstande med varer og spande på hovedet, som vi kender det. For de lokale er det bare en del af deres hverdag, men det sætter stadig tanker i gang. Det er ingen hemmelighed, som Joe også fortalte, at Sydafrika stadig kæmper med efterveerne efter Apartheids afslutning i 1994, og dette kan man ikke undgå at bemærke som besøgende. Fx de demonstrationer mod den korrupte og nuværende præsident, Jakob Zuma, som vi oplevede på førstehånd på bilturen. Igen fortalte Joe vitterligt, at det ikke er så mærkeligt, at Zuma er så upopulær, eftersom han bl.a. tror på, at HIV-smittede kan vaske sygdommen væk under bruseren…
Safari og mødet med dyrene
Efter ankomsten til Pilanesburg stod den med det samme på safari i form af et ”Game drive” af to timers varighed. Afrikanere kalder det dette, fordi de betragter det som et ”game” (spil/leg) at spotte dyrene. Pga. den igangværende vinter i Sydafrika var vi nærmest de eneste besøgende i parken på dette tidspunkt. Patrick, vores guide og chauffør i parken, var en mester i at spotte og ’tracke’ dyrene. Han kunne køre 40 km/t og derefter med ét stoppe op og se fodspor på vejen! Vi fik set en utrolig mængde af dyr, alt fra elefanter, giraffer, næsehorn til vortesvin, leoparder og løver. Ligesom en fisker, som ivrigt venter på bid, sidder man i safari-bilen og spejder ængsteligt efter dyr. At se dyrene på savannen, hvor naturen går sin gang, er bare en autentisk oplevelse, som bestemt ikke kan sammenlignes med Zoologisk Have. Det var dog også en kold oplevelse, idet temperaturen dropper enormt hurtigt, når solen går ned. Der havde vi heldigvis skitøj med, hvilket bestemt ikke så mærkeligt ud på savannen :
Safari med skitøj
Safari med skitøj
Selvom det var bidende koldt, var det oftest om morgenen, at chancen for at se dyr på jagt efter deres bytte var størst. Den afrikanske himmel viste sig også på dette tidspunkt at være helt vild!
Som Patrick også sagde, så er dyrene på savannen ikke så forskellige fra os mennesker. Her så vi fx to unge næsehorn, som sloges for sjov
Et andet mindeværdigt billede tog vi af en giraf, som havde en så slem betændelse i sine hove, at den knap kunne gå. Patrick sagde, at der ikke ville gå mange dage, før den endte sine dage som løveføde
Skiinstruktør i Afrika ?
Efter safari gik turen til Afriski i Lesotho – et lille land, kongedømme, beliggende inde i Sydafrika. En berømt sydafrikansk bog kaldet ”Coast to coast”, en bog for backpackere som tourer landet, kalder Lesotho for ”The land of no fences”. Beskrivelsen hentyder her til et autentisk Afrika, hvor det ikke er ualmindeligt at gå i timevis for at købe té eller andet. Dog stadig med et stort, bredt smil sidst på dagen. I forhold til skiløb er Lesotho det land i verden med ”The highest low point”, dvs. det højeste lavestbeliggende punkt. Afriski er selv beliggende i 3022 meters højde, men det betyder også, at skiresortet er isoleret med to timers kørsel fra den nærmest by Butha-Buthe.
Det skulle også vise sig at være en helt speciel oplevelse at være så afskåret fra civilisation i en hel måned. På papiret har Afriski ikke meget at byde på: bl.a. kun én pist (1 km lang), én après-ski bar, én restaurant og 13 hytter til overnattende gæster. Men det er lige præcis dette, som Afriski gør bedst, hvis man tør at undlade at ”skue det på hårene”: charmen, atmosfæren og bare oplevelsen ved at se sne og stå på ski i Afrika er en ubeskrivelig størrelse! Det er unikt, fordi intet er til sammenligning. Derfor er indtrykket af oplevelser også så stor, at det er svært at koge det ned til en blog. Her kommer nogle af de mest mindeværdige indtryk og oplevelser.
Efter ankomst blev vi hurtigt indkvarteret i ’staff accommodation’. Vi boede på et hyggeligt 6-mands værelse sammen med to britiske instruktører, Tom og Charlie, og en nyankommen sydafrikaner, Frank. Tom og Charlie havde tidligere arbejdet fulde sæsoner i Canada og Japan, mens Frank var en 42-årig civilingeniør fra Johannesburg. Frank er et godt billede på den sydafrikanske mentalitet, når det kommer til skiløb og arbejde: han havde aldrig stået på snowboard før i sit liv, men var yderst fastslået på at lære det. Han fangede det hurtigt på én uge, og med sin tidligere erfaring som hockey-træner, satte chefen, Jan, ham i gang med begyndergrupper. Det viste sig, at Frank var et naturligt talent som snowboard-lærer. I løbet af vores tid i Afriski blev Frank kåret som ”Instructor of the Week” to gange, mens børnene ikke kunne få nok af hans sjove og originale tilgang til undervisningen. Med sin manglende viden om teorien bag at stå på Snowboard måtte Frank kompensere med underholdning og humor. Han fangede essensen af en skilærer: først sjov, derefter læring. Med sine ingeniør-kundskaber var han også en uundværlig handyman ved strømsvigt eller manglende varmt vand. Og med sine 42 år var han også en erfaren herre, og han blev en slags ’far’ for os fem skibumser på værelset. Som han selv sagde, så kunne han tjene 350 Rand (ca. 160 DKK) i timen ved sit almindelige 8 til 16 job i Jo’burg, men han ville for alt i verden hellere tjene 30 Rand (13 DKK) i timen med sit nyfundne favorit-job som instruktør i Afrika!
Den afrikanske tradition “Skiburning”, hvor man ofrer ski til guderne og beder for sne
Snefald på 22cm over nat – alt kan ske i Afrika
Størstedelen af gæsterne var sydafrikanere fra de tre største byer i Sydafrika: Johannesburg, Durban og Cape Town. Også en stor del var lokale Lesotho-folk fra hovestaden Maseru, eller hvide besøgende fra nabolandene Namibia eller Botswana. Ikke-afrikanske gæster udgjorde en brøkdel, men det var altid en oplevelse at møde ’Europæiske venner’ af og til. Jeg var så heldig at undervise én dansker, Ithai, som havde boet i Maribo i 17 år, inden han blev udstationeret på den danske ambassade i Israel. Jeg spurgte ham, hvorfor han dog tog til Afrika for at prøve ski for første gang i sit liv. Som så mange andre svarede han med smilet ”Hvorfor ik’?”.
Jeg husker også to lokale ansatte ved Afriski, Bryan og Tobo, som besluttede sig for at prøve kræfter med skiene! Tobo var rengøringsmand oppe i Gondola-baren, mens Bryan stod for byg og vedligeholdelse af gæsternes hytter. Personalet ved Afriski betalte ikke for lektioner – en god gestus for to Lesotho-folk som Bryan og Tobo. Forsigtigt gik vi ind på begynderpisten med ski og støvler, hvorefter vi varmede en smule op og gennemgik udstyret. Bryan og Tobo var helt betaget i det hele, og man kunne nærmest se taknemmeligheden stråle ud af øjnene på dem. Det var tydeligvis en oplevelse for to mennesker, som ikke var vant til det med ’undervisning’, hvorfor de også nød det til fulde. Vi tog rebliften op, og inden jeg nåede at ’fange’ dem på toppen, var de allerede på vej ned ad med fuld drøn. De skreg begge to i den lykkeligste glædesrus: ”Wuuhhhhhuuuu”. Ploven, som vi tidligere gennemgik, var ikke meget til stede, men de formåede altid på en eller anden måde at bremse i bunden. Jeg mødte dem nede i bunden, hvor Tobo sagde livligt med afrikansk accent: ”We do that again, yeh?”. Jeg sagde bare ”Yes yes!”. Dermed gik der én time med tonsen ned ad bakken (heldigvis ret tomt den dag med gæster), og hver gang skreg de bare højlydt af glæde de to afrikanere.
En skibørnegruppe og Joakim i Afrika med børn fra Johannesburg, Pretoria og Cape Town
Hele eventyret sluttede midt juli, hvorefter turen gik tilbage til Danmark. Kufferten var fuld af minder, Mandela-té, Zebralignende bestik og andet souvenir. Danmark lignede sig selv med regnvejr og politiske diskussioner i TV-avisen. København føltes som en flodbølge af cyklister og biler, som farede rundt fra A til B for at nå det ene og det andet. Tilmeldingsfrister og andet uddannelsesværk begyndte at tikke ind i indboksen.
Det hele gik lidt for stærkt. Man havde brug for at reflektere lidt, inden man kunne finde tilbage til hverdagsrytmen. Hvad oplevede vi? Eller nærmere: hvad oplevede vi egentlig?
En ting er, hvad vi oplevede, men en anden ting er, at vi turde gribe oplevelsen. Gribe oplevelsen om at stå på ski i Afrika, som jo er så absurd i manges ører. Efter rejsen kunne vi derfor også svare på, hvorfor vi i starten satte os ombord på flyveren mod Afrika: fordi vi turde!
Altså…. man lever i Afrika! Som Karen Blixen skrev i et af sine afrikanske breve til Thomas Dinesen: ”(…) fra mødet med de store rovdyr, som betager én, som man får på hjernen, så at man ikke synes, der er andet værd at leve for end løver”.