Første arbejdsdag, første fridag, sejre og udfordringer

Marc Kühnau Stjerne Hansen February 14, 2017

Som skrevet i det tidligere indlæg, så flyver tiden latterligt hurtigt afsted herovre. Stå op, ski på, undervise, ski af, hænge ud med de andre og så i seng. Repeat. Vi har allesammen været gennem den første arbejdsdag, den første fridag, den første sejr og de første udfordringer. Kort sagt, hverdagen som skiinstruktør kører på fuld smadder. 

Det er lang tid siden jeg har oplevet en sådan nervøsitet, som den første dag på skiskolen bød på. Til trods for at vi alle fra Snowminds var mødt op en time før vi skulle arbejde, gik jeg stadig forvirret rundt, og kunne ikke helt finde ud af hvor jeg skulle gøre af mig selv eller mit udstyr. Det er så heldigvis blevet bedre, efter den første måned i arbejde. Jeg havde fornøjelsen af at arbejde med ’tots’ på min første dag. Tre timer på fuld skrald med en dreng og en pige i alderen 4 og 5 år. Der blev både kørt lille pizza, stor pizza, pomfritter, leget med kæmpe puder formet som elefanter og dinosaurusser, svampe, firkanter og cirkler. Der blev bygget fæstninger af sne og leget sneboldskrig. Jeg har i tiden op til Canada svedt meget gennem min sport. Men aldrig i mit liv, har jeg været gennemblødt i -15 grader. Det var en helt speciel følelse, da jeg afleverede de to unger til deres forældre i slutningen af dagen, en følelse som er vildt svær at sætte ord på.

De efterfølgende dage, dukkede der flere af disse følelser op. Følelsen af at modtage otte unger hvis frygt i livet var lig 0, og ligeledes var mere end klar til, intet andet, end at stå på ski. Det skulle helst gå stærkt, og der skulle helst være så mange hop og bump som muligt. Følelsen af så at aflevere dem til deres respektive forældre, og fortælle dem, at det har været en fornøjelse at bruge end hel dag sammen med deres unger, og rent faktisk mene det, også lidt svær at forklare.

Følelsen af modtage en søskendepar fra Zimbabwe, som aldrig har sne eller stået på ski før, for den sags skyld. Og så aflevere dem til forældrene i slutningen af dagen efter at havde taget dem fra 0 til grøn og let blå pist på én dag. Ubeskriveligt.

I den modsatte grøft finder man så pigen, der halvvejs oppe i liften begynder at græde, fordi hun ikke kan mærke sine fingre af kulden.Turen ned føles som uendelig, og da de andre børn begynder at falde rundt i puklerne fra den sne, som foroven vælter ned, begynder alt at føles som en stor sort masse af negative ting, som heller ingen ende tager. Når man så endeligt når bunden, finder man ud af at, pigen, under sin på ingen måde vandtætte jakke, har en tynd langærmet trøje på … som det eneste. Derfra er der så ikke andet at gøre end at få hende varmet op med tørt tøj og varm kakao.  

Som på alle andre arbejdspladser er der de mega fede, og så de knap så fede og udfordrende dage også at finde her.

Fra det ene til det andet. Fridagene. Vi er en gruppe der er blevet ret interesseret i back country-området, som der også er at finde her i Sun Peaks. Gil’s. Her får man lov til at hike rundt mellem de imponerende snemonstre, i form af træer, for at finde de famøse, urørte, dybeste og fedeste linjer. Gåturene kan til tider være hårde, lange og stejle. Til gengæld bliver man belønnet med den dybeste og fineste puddersne. Endnu en ubeskrivelig følelse, i det man blæser ned mod bunden. Sneen sprøjter til alle sider, og skiene kommer skiftevis til syne og forsvinder igen i takt med at man slår sine sving. Vi har derfor været ude og investerer både i ekstra brede planker, lavineudstyr samt træning, og så var det ellers med at kommer derud.

Oskar & Søren holder tempoet oppe i jagten på den perfekte linje

Udover at have været igennem den første arbejdsdag, fridag, sejer og udfordring, har vi også passeret både jul og nytår, og er efterhånden godt igennem januar måned.

To aftner, som normalt er fyldt med traditioner, blev her i bjergene forsøgt genskabt. Juleaften klemte vi godt og vel 20 mennesker ind på de godt 20 kvadratmeter som vi nu engang bor på. Dertil blev der serveret hamburgerryg, normale og brunede kartofler samt en herlig sovs, rødvin og øl.

Nytårsaften var som altid en aften fuld af overraskelser. Aftenen startede ud med pizza til alle, kolde øl, champagne og drinks. Herefter gik turen op på bjerget til big air konkurrence, fyrværkeri samt en lille tur i det nærmeste hotels hot-tub, sammen med et par stykker af gutterne.

En lidt klemt, men hyggelig juleaften, hvor både forsøget på dansk mad og juletræ som vi kender det, var tilstede

Vi har her i januar påbegyndt ’local kids program’, som strækker sig over 10 uger. Her har man fornøjelsen af at arbejde med den samme gruppe tots eller børn hver weekend i 10 uger. Personligt var jeg så heldig at får et ”Never ever-hold”, som da de kom første dag, aldrig havde prøvet at stå på ski før. Mega givende, at at kunne starte fra 0, og så rent faktisk at kunne se en udvikling. Hårdt arbejde, men sjovt det er det.  

Mens jeg skriver det her indlæg færdigt er klokken ved at være mange. Det vælter på nuværende tidspunkt ned med sne. Det at jeg har fri i morgen, betyder to ting:

  1. Jeg er garanteret first tracks på pisterne, da jeg skal til instruktørtræning med de andre instruktører. Fedt.
  1. Da instruktørtræningen foregår før liftene normalt åbner, er jeg også garanteret first tracks i off pisten, da jeg allerede er på bjerget når liftene åbner for den normale dødelige befolkning. 2x fedt 😉

 

Postkort fra en pudder-dag med holdet.

Udover det, så mange hilsner her fra winter wonderland. Jeg sender jer bag skrivebordet og kaffen en lille tanke, når der bliver blæst ned af bjergsiden med solen i smasken og med sne lagt op af benene.

Ha’ det!

Det er begrenset med visum til Canada! 🇨🇦

Gjør drømmen til virkelighet.

SØK I DAG