Juleaften faldt i år en lørdag. Det fejrede vi meget stilfærdigt.
Her i Kicking Horse bor vi bare os fire Snowminders på et motel. Vi sover to og to på to værelser, men bor stort set på et.
Morgenen startede i Golden med at drengene kom ind til os kl 07 og vi spiste vores vanlige havregrød med æbler inden, vi tog med shuttle bussen mod Kicking Horse. Vi brugte dagen på at arbejde til julemusik på børnebakken, Jelly Bean, som alle andre dage ind til videre.
Efter klædte vi os pænt på og tog til julegudstjeneste i en af Goldens kirker. Forskellen var slående. F.eks. hvor man der hjemme skal møde i god tid, for at overhovedet få en plads at sidde ned, kom alle her i sidste øjeblik og der var stadig ledige stole under gudstjenesten. Vi fik uddelt lys, så vi kunne dele vores lys med hinanden og de lokale var en del af gudstjenesten på en helt anden måde. Nogle af dem var oppe ved mikrofonen og læse forskellige stykker op fra biblen, hvor vi efter hvert stykke skulle synge en salme.
Inden vi gik videre i vores juleprogram, fik vi os et billede med præsten og en snak med nogle af de lokale. De fortalte, at her bor flere familier med danske aner, vi har dog endnu ikke mødt nogen.
Rasmus, Ane, Jenner og mig, da vi glade sad klar inden gudstjenesten.
Billedet fra kirken. Fra venstre er det Ane, mig, præsten, Rasmus og Jenner.
Fra kirken gik vi videre ud i byen. Det var for sent at begynde at lave den store julemiddag, så i stedet gik vi ud og spise. Jeg fik noget så juleligt som en hawaii pizza, men man kunne også have valgt en treretters julemiddag.
Julen handler jo heller ikke om maden, men om samværet med dem, man har kær. Og dem jeg har mest kær her er Ane, Rasmus og Jenner.
Samværet fik vi også fejret. Vi havde nemlig købt en gave til hver. Så dem fik også lige hygget lidt med åbne, inden dagen sluttede af og vi gik i seng.
Her i Canada fejrer man jul d. 25. december, så hvor mange af de andre instruktører blev hjemme for at fejre jul med deres familier, var det kun os fire danes og to andre på arbejde, men der var heller ikke meget at lave. Der var kun et barn i Day Care. Jeg havde en fullday med et par hollandske drenge fra USA. Det var bestemt ikke til at klage over.
Juledag fik vi vores første uniform billede. Himlen var blå, solopgangen smuk og humøret højt.
Vi er ellevilde med solskin og sneen her i Canada. Sneen her er noget af det bedste sne, jeg nogensinde har oplevet.
Om aftenen blev vi inviteret til Christmas dinner hos en af vores chefer. Vi fik ham og kartoffelmos. Vi skulle også selv medbringe en del af middagen, men da alle butikker havde lukket juledag, måtte vi tage, hvad vi lige havde. Det betød, at vi til julemiddagen medbragte chips, salsa, Oreo is og alkoholfrie øl.
Ja, det var noget af en julemiddag, men hyggeligt, det var det helt bestemt.
Forhåbentlig får vi fri nytårsdag, så ind til videre lever vi i håbet og ser frem til at fejre nytår i byen i Golden.