Da jeg stod og ventede på, at min chef skulle hente mig i Kaprun, hvor jeg stod med tømmermænd, tænkte jeg, at det her ville blive den fedeste oplevelse i mit liv! Og søreme om det ikke også blev det, selvom der dog var et par bump på vejen! Jeg selv og 3 andre skiinstruktører fra Snowminds, blev sendt afsted til Werfenweng, en lille by med helt fantastisk natur. Vi var alle enige om, at vi aldrig havde hørt om stedet før, men vi så selvfølgelig frem til det.
Werfenweng viste sig, at være et lille ski område, med 27 kilometer piste og 11 forskellige pister. Selvom det var småt, var det utroligt smukt. Området lå stort set inde i en skov og der var den mest fantastiske udsigt. Pisterne var absolut helt udmærket, der var udfordringerne for alle størrelser.
– Flottere bliver det vist ikke
Tro ikke altid på en østriger
En af de første ting jeg husker, når jeg tænker tilbage på min tid som skiinstruktør i Østrig, er at Østrigerne ikke, er ret gode til at give informationer. Det medførte at vi 4 skiinstruktører blev spurgt da vi stod nede i byen, om vi ville handle ind, inden vi blev kørt hjem. Her tænkte vi selvfølgelig, at vi gerne ville vente, da det ikke engang var middagstid. Så vi spurgte hvor langt væk vi boede? Vi fik at vide, at vi boede cirka en kilometer væk. Så vi blev kørt hjem, men på vejen tænkte vi alle, at der da snart må være gået en kilometer? Men bilen fortsatte langt op ad en bakke og stoppede så endelig op ved et hus. Det viste sig så at være 3 kilometer væk og stort set op ad bakke hele vejen. Dermed lavede vi én regel, alt hvad østrigerne siger, skal ganges med 3, hvilket sjovt nok viste sig, at være sandt i løbet af sæsonen…
Da vi endelig var kommet på plads i en ældre bygning, uden varme og uden noget grej, tænkte vi alle, at det her bliver en meget lang vinter. Men som tiden gik viste det sig rent faktisk, at man kom til at savne det gamle hus. Da vi boede flest i huset var vi 14, hvilket gjorde huset utroligt lille og med et køkken på 2 m2 og et meget lille køleskab, var der pres på. Især da vi boede med 4 hollændere…
At være skiinstruktør er ikke altid det nemmeste, men som regel det mest underholdende
Som nye skiinstruktører, røg de fleste af os en tur i Kinderland, som så blev min arbejdsplads de næste par uger. De første dage, var meget lærerige og svære. Der var utrolig mange ting, man skulle have styr på. Børn der flyver rundt over det hele, forældre der brokker sig og ud over det, havde man lidt svært ved, at formulere sig godt på tysk. Det var en kæmpe udfordring og var meget anstrengende. Men efter et par dage, gik det kun fremad.
– Et super stærkt hold
Til tider kunne arbejdet med børn være meget anstrengende, men sommetider kunne det få en lykke frem i én, man ikke kendte til. Det at se et barn fræse ned af pisten, for så at ende ude i offpisten og lave et faceplant, hvorefter barnet bare rejser sig og griner, er simpelthen noget af det mest fantastiske, jeg har prøvet. At have et barn i en uge, der bliver super glad for dig og som i slutningen af ugen, kommer hen og krammer og siger, at de ikke ville rejse hjem uden én ,gør at alt det hårde arbejde, var det hele værd.
Dog har man også dage, hvor børnene bare græder hele dagen og vil hjem til sine forældre. Der skal man virkelig have tålmodigheden i orden! Uden tålmodighed kan man ikke blive skiinstruktør. Der er nogle dage hvor man har mere brug for øl og snaps på den lokale schirm-bar end andre. Og hold da op, hvor har man tilbragt mange timer der, med de andre instruktører og stort set haft en fest hver evig eneste dag. Prøv engang at tænke. at man har en hel dag på ski, hvorefter man så kan gå ind og få et par øl. Det er simpelthen helt magnifique. Og så bare gentage det i 4 måneder.
– Det kan godt være hårdt at være konge om natten og skiinstruktør om dagen
Man er fuldt beskæftiget som skiinstruktør
Til hverdag stod vi stort set alle op omkring klokken 7.30-8.00 hver dag, for at spise morgenmad og gøre sig klar. Derefter skulle vi med skibussen ned til byen, som gik 8.30. Her var det bare i gang med at forberede sig på dagen. Så skulle man stå klar klokken 9.30, til at modtage børnene, hvor undervisningen begyndte klokken 10. Klokken 12 var der pause, hvor vi som regel gik over på en lokal restaurant og fik et godt måltid, til tider med børnene. Så fortsatte undervisningen til klokken 15, hvor børnene så blev hentet. Efter en hurtig omgang oprydning, var man så klar til at gå på schirm og få det man nu lige trængte til. Efter det, var man sådan set godt smadret og tog hjem og lavede noget mad, så måske en film, og så ellers i seng.
– Venner for livet
Jeg vil ikke lyve, det har været den bedste tid i mit liv. Jeg tror aldrig at jeg kommer til at opleve noget lignende igen. Gennem 4 måneder i Østrig har jeg opbygget fantastiske venskaber, lært folk at stå på ski, blevet bedre til selv at stå på ski og slutteligt bare haft det sjovt! Jeg vil ikke tøve med at tage af sted en gang til!