Hej hej derhjemme!
Her kommer første update fra Down Under! Jeg har nu været afsted i 3 uger, men det føles som meget mere. Og den eneste grund til det er, fordi hver dag er en ny oplevelse.
1. UGE: SYDNEY, STRANDE OG PAPIRARBEJDE
Da jeg landede for 3 uger siden, efter en 24 timers lang flyvetur, var jeg klar på at jeg bare skulle ud og se det hele. Men man skal virkelig ikke undervurdere jetlag, så de første par dage var en kamp mod søvnmangel. Men jeg trodsede søvnmanglen og vandrede på nogen af de smukkeste strande. Her vil et billede af hvide strande, palmer og surfer-dudes være super passende, men det var der ikke så meget af. En grund til det er fordi det er vinter lige pt, og derfor bliver Aussierne sig indenfor. En anden grund til det er, at Sydney lige har været hårdt ramt af en tid med monsun, og derfor var der også mange steder der var spærret af. Men som ivrig, dansk rejsende stoppede det mig slet ikke. Vejret var stadig varmt nok til kun at gå rundt i jeans og en trøje, og selvom vandet var køligt, var jeg da stadig i. Noget der var til stor underholdning for de lokale, der tænkte, jeg var sindssyg for at hoppe i vandet på en vinterdag. Derudover så slog udsigten altså bare Danmarks halv kedelige strande, da der var lidt palmeblade og tang på stranden. Så gør det jo heller ikke noget, at man kan sidde ved kysten og spise lækker frokost, og vupti så var der lige en delfin der kom forbi.
Solnedgang ved stranden i Sydney
Udover at nyde australiernes ekstreme venlighed, var der også en masse vigtige ting, jeg skulle nå, inden jeg vendte snuden mod bjergene og startede arbejde som skiinstruktør. Jeg skulle nemlig have en masse ”identity checks”, og mange gange krævede det længere ventetid og en stor mængde tålmodighed. Der var rigtig meget papirarbejde, der skulle tjekkes igennem. De skulle vide alle mulige mærkelige ting. Mange gange stillede jeg mig spørgsmålet: hvorfor pokker fandtes der ikke en nemmere måde? Men jeg tog det som en del af oplevelsen og accepterede, at skal man arbejde i Australien, så må man acceptere, at de gerne vil have det på deres måde. Jeg skal hverken gøre mig klog på hvorfor, eller om det er godt eller skidt. Jeg kan kun acceptere forskelligheden, til hvad jeg har været vant til. Men efter mange besøg hos banken og diverse officielle kontorer, var jeg klar til at tage af sted mod Perisher.
2. UGE: FØRSTE MØDE MED DE AUSTRALSKE BJERGE
Efter et dejligt ophold i Sydney, tog jeg videre mod Perisher. Perisher er det skiområde, jeg arbejder hos, og det ligger i de bjerge man passende kalder: ”Snowy-mountains”. Hvorfor det er passende? Simpelt fordi det er det eneste sted, hvor man med sikkerhed får sne i Australien hver vinter. I mit hoved var Sydney og Perisher relativt tæt på hinanden, og efter at kigge på et kort havde jeg stadig samme opfattelse. Men man skal virkelig ikke undervurdere størrelsen i Australien. Det lille smut jeg skulle var stadig en 10 timers lang køretur. Hvilket var ingenting i forhold til det, som mange andre brugte på at komme herned. Køreturen bød dog på super smuk natur. I de sidste to timer kørte vi i ren natur. Dvs. ingen veje, ingen biler, ingen huse. Det var kun bush landskab vi var omringet af. Stille og roligt gik det op for mig hvor totalt langt ude i naturen vi var. Da jeg endelig kom frem, gik der desværre noget galt med bussen, og buschaufføren satte mig af alt for tidligt. Det betød, at jeg måtte skaffe mig et lift den sidste del af vejen. Rent tilfældigt fik jeg et lift af to ældre mænd, der skulle være nattevagter oppe på bjerget. Men det var dog kun halvdelen af vejen, for derefter måtte vi ikke køre længere. I Australien går man meget op i fredet natur, og eftersom Perisher ligger i en nationalpark og er fredet, bruger man mange metoder på at stoppe en menneskelig skade på naturen. Derfor må man ikke køre i bil op mod pisterne, så der har de bygget det man kalder en Skitube. Den er fuldstændig magen til en metro, der kører dig det sidste stykke ind gennem bjerget. Meget fantastisk og for mig er det super interessant, at man dyrker det aspekt så meget hernede. Noget, som man f.eks. ikke ser i så stor grad i Østrig.
Jeg bor i det, der hedder Willow Lodge, som er en bygning hvor der kun bor unge arbejdere. Dvs. alt fra instruktører til lifties. I Australien arbejder alle for den samme arbejdsgiver. Dvs. det er ikke det samme, som man kender fra Alperne, hvor lifties arbejder for et firma og instruktører arbejder for sin egen skiskole. Alt hænger sammen hernede. Meget rart, fordi man på den måde ikke er opdelt. Udover det, er min bolig fuldstændig ligesom et kollegium. Man bor tre på et værelse, hvor vi har vores eget toilet og bad. Derudover har vi et kæmpe fælleskøkken, plus tv-rum hvilket mest bruges til beerpong eller andre sjove turneringer. Det er en stor forandring i forhold til Østrig, men synes det er så fedt. Der er alle mulige nationaliteter! Vi har folk fra USA, Canada, Taiwan, Kina, England, Tyskland og ja så mig fra Danmark. Det er fantastisk at opleve, specielt fordi man både lærer meget om andre kulturer. Men fordi du også kan dele og høre om andres sæsoner fra hele verden. Igen bliver jeg mindet om, hvor fantastisk det er, at opleve og rejse rundt i verden som skiinstruktør! Det giver bare en helt speciel oplevelse af, hvad en anden kultur er.
Amerikanerne lærte os, hvordan man fejrer “4th of July”
3. UGE – FØRSTE ARBEJDSDAG OG EN HELT MASSE INDTRYK
Første arbejdsdag var fantastisk. Selve arbejdet mindede meget om det jeg lavede i Østrig, dog med visse undtagelser. F.eks. har 80% af alle ens elever aldrig set sne. Derfor skal man, når man begynder, lige huske at sætte lidt tid af til at de blot oplever sne. Meget sjovt at se, men også lidt svært fordi de lige pludselig har RIGTIG mange spørgsmål om sne. Hvor jeg mange gange må ty til svaret: Try to google it! Derudover er manager og supervisor to ord jeg hørte næsten hvert kvarter. Dette er fordi man i Australien vælger at sætte supervisior og managers til at bestemme alt og hjælpe en med alt. Både noget som jeg synes er rart, for er der en sur kunde smider jeg bare dem videre til dem. Men man må slet ikke beslutte noget selv. Nogen ville kalde det spild af arbejdskraft, og andre ville bare tænke nåh ja, så er der vel også noget at lave for dem. Jeg skal i hvert fald lige vænne mig lidt til det. En ting der dog er virkelig behagelig ved den australske arbejdskultur er, at man har en ekstrem venlig tilgang til begrebet serviceminded. For dem er det at være serviceminded, at man har en længere samtale, om hvordan man har det, og hvor man kommer fra. Og ja, når jeg så siger Danmark, er det eneste de svarer: Oh have you ever seen Princess Mary. (Da det eneste de ved om DK typisk er, at vi har en australsk prinsesse). Men når man f.eks. også bare har gjort sit arbejde eller taget en ekstra vagt, siger de ofte tak fordi man gjorde det. Noget, som for mig, er ret komisk, for tror ikke jeg har oplevet i Danmark, at man bliver takket, bare fordi man har gjort hvad man fik besked på.
Typisk australsk ski-selfie fra liften
Og igen stopper jeg altid op og tænker, “wow, hvor er jeg heldig at opleve noget så specielt”. Der er virkelig mange, der tænker, at en sæson i Australien er spild af tid. Men for mig er det en helt speciel oplevelse og så er det da mega sejt at sige, at man har stået på ski, og måtte stoppe op fordi der lige var en kænguru der passerede pisten.
Tidspunktet hvor man arbejder i sneen, og en kænguru kommer springende forbi
Så ja, første del af min sæson og rejse har budt på fantastiske oplevelser og fascinerende indtryk.
Mange snehilsner fra den anden side af jorden!
Victoria